Jeg er født i Fredericia i 1964, hvor jeg boede indtil jeg flyttede hjemmefra i 1981. Jeg har ikke mindre end 4 mindre brødre. De to af dem er jeg vokset op sammen med. De andre to kender jeg ikke. Mine forældre blev skilt, da jeg var 9 år, og jeg mistede næsten kontakten til min biologiske far. Jeg har dog mødt ham et par gange igennem årene. Jeg fik hurtigt en ny far, som adopterede os. Jeg kom hurtigt til både at elske, beundre og respektere ham, og det var gensidigt. Min mor og adoptivfar - som jeg i det efterfølgende bare kalder far - var smask forelskede i de år, som de fik sammen, så i mine vigtige opvækstår levede jeg i en familie med stort overskud - både menneskeligt og økonomisk- og afgrundsdyb kærlighed. Jeg bruger datid, fordi han nu er død.
Den gang var Fredericia en beskidt industriby, hvor der jævnligt hang en gul røg over byen, så solen ikke kunne trænge igennem. Men det tænkte vi ikke så meget over som børn. Men som teenager gjorde jeg. Og det startede da jeg på en cykeltur kørte forbi sygehuset, og kom til at kigge på træerne, som var omkring sygehuset. De havde huller i bladene, og så ynkelige ud. Så kiggede jeg mig mere omkring. Vinduerne i de huse, som lå i området var alle møgbeskidte, og det var de holdende biler også. Selve husene vbar også beskidte. Beboerne fik vaskebilletter af den forurenende virksomhed, som lå midt i byen! Samme virksomhed lukkede helt sidste år, men havde dog fået næsten styr på forureningen i løbet af årene. I dag er Fredericia helt anderledes, og er endda blevet kåret som årets grønneste by flere gange. Hele den indre by er restaureret og der er brugt, og bliver stadig brugt rigtig mange penge på at holde byen smuk.
Efter skilsmissen flyttede vi ud i Fælledvejskvarteret, som dengang og i dag er byens mest eftertragtede kvarter. Store huse, brede villaveje og tæt på havet. Vi var en gruppe børn fra kvarteret på ca. 20, som var sammen efter skoletid. Enten på stranden, på kælkebakken eller i legehuse rundt omkring. Nogen gange vovede vi os ind på fælleden, som er et kæmpe skov- og naturområde lige ned til havet. Desværre tilhører det millitæret, og dengang var det forbudt at være på området - i dag er det delvis åbnet for publikum. Hver aften uanset vejr og årstid mødtes vi på den brede vej, hvor vi spillede rundbold, legede gemme og nogen gange gik vi på æblenas. Jeg blev en gang snubbet. Og det var min skoletandlæge, som var sur over, at vi stjal hendes æbler. Skriiig, jeg var hunderæd for at komme til skoletandlæge herefter. Nemesis ;-)
Den ene af mine mindre brødre er 4 år yngre end jeg, og jeg fandt det helt urimeligt, at vi skulle være inde på samme tid. Især da jeg begyndte at flirte og forelske mig. Så sejren var stor, da jeg efter hårde forhandlinger fik indført, at han skulle ind 15 minutter før mig. Aldrig er et barn kommet så præcist hjem, som min lillebror! Og så havde jeg bare 15 minutter til at få afleveret kærestebrev og måske holde lidt i hånd bag hækken. Det var ikke altid den samme, som fik et kærestebrev.
Det var ikke godt, hvis man kom for sent hjem. Der blev taget tid, og de minutter man kom for sent, blev ganget med 2 og så skulle man være de minutter før inde næste dag. Min far havde den holdning, at man spildte andre menneskers tid, når man kom for sent. Og når man spilder tiden, så spilder man livet. Joe, jeg lærte at være præcis, og er det den dag i dag. Til gengæld bliver jeg vred, når andre ikke er det, for hvordan kan de tillade sig, at spilde mit liv.
Jeg var sjældent sammmen med mine klassekammerater fra Skansevejens Skole i fritiden. Nok fordi kammeratgruppen fra kvarteret fungerede så fint. Nogen gik på samme skole som jeg, men de fleste gik på Privatskolen. Dengang var vi 5 klasser på hver årgang. I dag er de kun 2 på den samme skole. Egentlig er det underligt, at det så har været nødvendigt at putte flere i hver klasse.... Jeg besøgte iøvrigt skolen her sidste sommer, hvor vi havde 25 års jubilæum. Intet var lavet om - og det var rystende. Vi fandt her 25 år efter borde med de initialer vi selv havde ridset ind. De så meget sølle ud, og det gjorde skolegården, som overhovedet ikke var forandret, og heller ikke vedligeholdt også. Jeg vil vædde med, at der ikke var blevet malet i klasselokalerne siden jeg gik der! Og vi kunne se, at børnene sad som sild i en tønde. Pludselig kom jeg til at påskønne de rammer, som jeg havde som barn. For 3 måneder siden startede en kæmperenovering af skolen. Jeg var ude at kigge for 14 dage siden. Det ser rigtig godt ud, dét, som de har gang i. Vægge bliver revet ned. Lokaler bliver gjort større og lysere med store glaspartier. En aula er ved at blive bygget med 10 meter til loftet. Joe, det skal nok blive godt. Bare der nu også er penge til at gøre noget ved skolegården...og skrioiiiig toiletterne, som jeg slet ikke vil skrive om, for så får du bare kvalme.
Socialt havde jeg det godt i skolen, hvor jeg gik ud af 9. klasse og direkte i gymnasiet. Jeg følte mig både vellidt og respekteret af både klassekammerater og lærere. Men jeg kedede mig gudsjammerligt. Syntes, at al min tid i Folkeskolen gik med at vente. Vente på læreren, vente på papir der skulle dels rundt, vente på at også de sidste forstod det nye. Vente, vente og vente. Jeg følte meget påtrængende, at jeg ikke lærte nok - at jeg spildte min tid. Jeg var både flittig og pligtopfyldende, og jeg søgte mine udfordringer på biblioteket. Det var faktisk en ond cirkel, for i reglen vidste jeg det hele og lidt til inden læreren tog fat på stoffet.
Men sprog havde jeg det svært med. Ikke ordforråd, læsning, forståelse, grammatik og skriftlig fremstilling, men min tunge vil altså kun tale jysk - også den dag i dag! Jeg er den eneste i familien, som ikke har sprogøre :-( Af og til havde vi dage, hvor der kun måtte tales engelsk i vort hjem - nøjjj, hvor var jeg stille de dage! Èn af eleverne havde det rigtig svært med det boglige, til gengæld var han en ørn i sløjd. Ham moppede vi i alle årene. Lærerne gjorde intet for ham, hverken socialt eller fagligt. Han har aldrig deltaget i vore jubilæumsfester, og det forstår jeg godt. Han har haft en rædselsfuld skolegang, og min samvittighed er sort. En dag finder jeg ham, og siger undskyld!
Dengang mente jeg, at klassen fungerede fint, men senere har jeg fundet ud af, at der var intriger og klikedannelser blandt pigerne. En af pigernes forældre havde en tøjforretning, og der var åbenbart konkurrence om, at gå moderigtig klædt. Den slags interesserede ikke mig. Iøvrigt var jeg mest sammen med drengene - det var der ikke noget underligt i, for sådan havde jeg altid haft det. Og jeg havde deres respekt, for jeg kunne ligge dem ned, når vi lagde arm, og jeg kunne løbe fra dem....indtil 6. klasse, så var det slut, men så fik vi også andre interesser, og også her var jeg heldig! Jeg havde altid en kæreste. Jeg følte mig både populær, dygtig og attraktiv, også efter 8. klasse, hvor jeg gik fra at være flinkepige og dydsmønster til at være kritisk og selvstændig - en misundelsværdig god ballast, jeg der fik med fra min barn- og ungdom. Teenageroprør kender jeg ikke til, og det gør min mor heller ikke ;-) Vi havde selvfølgelig konflikter, men de blev løst på "voksen-vis"
Jeg blev fritaget fra Kristendomsundervisningen, fordi jeg tændte helt af, da vor lærer foreslog, at vi bad bordbøn inden vi spiste vore madpakker. I lang tid havde jeg haft det skidt med kristendomsundervisningen, og da så denne time efter sommerferien blev lagt lige før spisefrikvarteret og læren så opfordrede til bordbøn, så gik jeg til rektor. Jeg argumenterede for min sag, og rektor sagde, at jeg kunne blive fritaget, hvis jeg fik min mors underskrift. Vi er alle døbt og konfirmeret, og min mor er medlem af Folkekirken, men religiøsitet var der intet af i mit hjem. Min mor krævede argumenter for mit synspunkt. Det gjorde hun altid, og ofte med beskeden: "Dine argumenter er ikke gode nok. Du må finde nogen bedre." Det tog mig en uge før jeg fik hendes underskrift. Aldrig er der talt så meget religion i mit hjem, som i den uge.
Min mor valgte at gå hjemme mens vi var små, mens min far arbejdede rigtige mange timer. Min mor var uddannet lægesekretær og bogholder. Min far drev først nogle forretninger i byen, senere blev han direktør for en tapetfabrik. Faktisk ved jeg ike, hvad han havde af uddannelse, men han voksede op i et religiøst kunstnerhjem. Min farfar både malede billeder og skabte keramik ting. Hans navn var Ejler Løndal og hans billeder sælger stadig. Han var flittig.
Jeg elskede, når min far stolt viste mig frem til kunder og forretningsforbindelser. Jeg elskede at være hos ham i forretningerne. Jeg elskede at gå sammen med ham ned igennem byen, hvor han løftede på hatten utallige gange, for han kendte alle. Han var medlem af både Rotary, handelstandsforeningen m.v. Joe, han var til mange møder, og der blev holdt mange møder hjemme hos os, hvor jeg fik lov til at servere kaffen. Men jeg skulle banke på og vente, til der blev sagt "kom ind". Den dag i dag banker jeg altid på en lukket dør. Selv min søns værelsesdør! Jeg var meget, meget stolt af min far.
Min far ville ikke have en opvaskemaskine, for som han sagde: "vi taler så godt sammen, mens vi vasker op." Det gjorde vi også, og der var ét fast emne på dagsordenen. Min far forventede nemlig, at jeg læste avisen hver dag - lokal avisen Fredericia Dagblad, nu Vejleamts Folkeblad.
Min mor elskede jeg bare. Hun var der bare. En selvfølge, som altid stod klar, når vi kom hjem fra skole. ALtid var parat til et spil et-eller-andet efter skoletid. Min mor var også den, som motiverede os til gode resultater i skolen. For vi ville gerne gøre hende glad, og hun blev glad for alt over 10! Jeg vil også gerne være en mor, som min søn tager som en selvfølgelighed. En som bare er der, og som man ved bare er der - altid!
Min far døde i 1979 og sorgen flyttede ind i vort hjem og hjerter, og det ændrede en hel del. Min mor begyndte at arbejde, og min mindste bror, som er 10 år yngre end jeg, kom i børnehave. Børnehaven lå på min skolevej. Jeg tog ham næsten altid med hjem, for jeg kunne ikke udholde at gå forbi. Af uransagelige grunde vidste han altid, hvornår jeg fik fri. Så stillede han sig ude ved glasvinduet og kiggede ud. Dér stod han så, når jeg skulle forbi. Han græd, hvis jeg ikke tog ham med. Jeg elskede min lillebror så meget, at jeg gik rundt med et billede af ham om halsen. Jeg elsker ham iøvrigt stadigvæk. Dengang kaldte han mig ofte for "mor" - jeg vidste ikke rigtigt om jeg skulle være stolt eller flov.
Også jeg begyndte at arbejde. Jeg arbejdede i en døgnkiosk næsten alle de timer, jeg havde fri fra skole. Jeg holdt virkeligt af det, og jeg var meget stolt af, at ejeren af kiosken overlod mig flere og flere opgaver. En dag sagde hun til mig: "nu er du så dygtig, at du selv kan drive en kiosk", jeg fik lønforhøjelse, og drev så næsten selv kiosken. Sikke en vitaminindsprøjtning til selvtilliden. Men det var jo en døgnkiosk. Den lukkede kl. 24.00, og inden kassen var gjort op, så kunne den ofte være 01.00 før jeg var hjemme. Lidt sent, når man skal op i skole, men det gik jo. Jeg havde ofte min lillebror med på arbejde, men så skete der nogle grimme ting i kiosken, og jeg turde ikke have ham med. Jeg blev også overfaldt på vej hjem om natten, men det gik nu mest ud over overfaldsmanden. En soldat havde nemlig samme sommer lært mig, hvordan jeg skulle forsvare mig selv, og dét havde jeg ikke glemt, så overfaldsmanden fik et spark i halsen, og landede i en ligusterhæk. Han holdt sig for halsen, så skrækslagen ud og kunne intet sige. Jeg blev bange for, hvad jeg havde gjort. Det var ubehageligt.
Vi boede det meste af tiden i et paracelhus tæt på havet. Den dag i dag, ved jeg godt, hvor jeg skal tage hen, når tankerne nægter at stille sig op i en logisk rækkefølge - til min barndoms strand.
Men jeg har også uhyggelige minder fra samme strand. En dag da vi lå i en stor gruppe inde på stranden - alle os fra kvarteret, skte noget, som jeg vil kalde mit livs værste mareridt. 15-20 stykker var vi denne dag. Min lillebror var også med. Den ældste var 15 år og den yngste 7 år. Ingen forældre. Vi havde aldrig forældre med på stranden, men vi passede på hinanden, og vi havde nogle regler vi fulgte, og med meget høj selvjustits, for vi vidste, at fulgte vi dem ikke, så var det slut med at gå på stranden sammen med gruppen og uden forældre. Vi børn vidste godt, at vi skulle passe på, når strømmen var stærk. Bade fra strandkanten. Kun ud til navlen. Ikke hoppe i fra broen.
Pludselig ser jeg en mand stå med et barn i favnen ude i vandet, mens han monotomt og uden panik og uden at hæve stemmen, sagde "hjælp, hjælp, hjælp". Jeg ved ikke hvor længe han havde stået dér, og bare sagt "hjælp". Der er rigtig meget larm på en strand sådan en sommerdag, og jeg hørte ham kun, fordi jeg fornemmede, at noget var helt galt. Jeg gik ud mod ham og gestikulerede med armene om, at han skulle komme ind.
Han kom ind. Han var helt paralyseret. Han gik som en robot, og var kridhvid i ansigtet. Han sagde intet. Det gjorde jeg der imod, men han hørte mig slet ikke. Han havde lukket af for omverdenen. Han lagde en livløs dreng for fødderne af mig i sandet, og så gik han.
Jeg ved ikke, hvor han forsvandt hen, for jeg fik travlt. Folk begyndte at slå kreds om drengen og mig. Ingen tog initiativ til at hjælpe mig med drengen. Ingen. Drengen så død ud. Han var helt hvid - hele hans krop var helt hvid. Og fordi han havde trillet lidt i sandet, da manden lagde ham ned, havde han sand i hans livløse ansigt. Jeg kunne ikke finde hans puls. Han var HELT stille. Jeg lagde ham i NATO-stilling, som jeg havde lært hos spejderne, og så bad jeg om at låne et håndklæde af en af de rigtig mange tilskuere. Han ville ikke låne mig sit håndklæde. Han trak sig væk. Jeg råbte vredt, at jeg skulle bruge et håndklæde. Ingen ville give mig deres. Jeg sendte en fra gruppen hen og hente mit håndklæde, og min lillebror blev sendt op for at ringe 112.
Jeg bad om hjælp fra tilskuerne. Råbte, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Ingen meldte sig - der var helt stille. Ingen sagde noget.
Jeg vendte drengen om på ryggen. Bad én om at holde og dreje hans hoved, for jeg ville have vandet ud af drengen. Ingen ville tage drengens hoved. Der var masser af voksne tilskuere - jeg var kun et barn. 14 år var jeg. Så lå drengen der på ryggen med mit håndklæde under hovedet, og jeg trykkede og trykkede på hans brystkasse. Hårdere og hårdere. Men der kom kun lidt vand ud.
Og nu kommer det rædselsfulde: Jeg vidste godt, at jeg skulle give ham kunstigt åndedræt, men jeg kunne ikke få mig selv til det! Drengen så død og ulækker ud. Jeg kunne bare ikke! I stedet begyndte jeg panisk at massere ham med håndklædet.
En mand i badebukser kom løbende. Han råbte at folk skulle flytte sig. Ingen flyttede sig, men han fik mast sig igennem. Jeg kiggede op på ham. Han kiggede på mig. Sagde at han var falckmand, og så sagde han: "Nu skal du hjælpe mig. Du skal gøre præcis, hvad jeg siger." Ja", sagde jeg, mens jeg tænkte: "Jamen, jeg KAN ikke" Jeg troede, at han ville have mig til at give kunstigt åndedræt. Han satte sig ved drengens hoved, gav ham kunstigt åndedræt, og jeg fik lært at give hjertemassage. Jeg synes, at vi fortsatte i en uendelighed. Intet skete. Ambulancen kom, og falckredderne overtog. Heller ikke falckredderne ville folk give plads for, men også de fik mast sig igennem med båren. Tilskuerne var helt tavse. Jeg tror aldrig, at der har været så stille på stranden.
De gik af sted med drengen. De kørte uden udrykning.
Jeg og min lillebror gik hjem - jeg havde ikke lyst til at tale med nogen. Jeg fortalte min mor, hvad der var sket. I starten fortalte jeg ikke om mit eget svigt. Min mor foreslog, at jeg skulle ringe til hospitalet. Det gjorde jeg, men de ville ikke svare mig, fordi, jeg ikke var familie. Så ringede min mor, og forklarede situationen. Jeg fik røret, og fik at vide, at drengen lever. De ville ikke sige mere.
Næste dag i avisen kunne jeg så læse om hele hændelsen. Men jeg kunne ikke genkende, hvad jeg læste. Jeg blev udråbt, som helt. Drengen var 9 år, levede, men tilstanden var kritisk og man mente, at han var hjerneskadet.
Jeg var dybt ulykkelig, for jeg var sikker på, at hvis jeg havde givet ham kunstigt åndedræt i tide, så havde han klaret det. Og jeg var bange. Bange for, at nogen havde set mit svigt. Bange for, at de nu foragtede mig dybt, fordi avisen havde skrevet, at jeg var en helt, hvilket jeg jo bestemt ikke var. Jeg hadede den artikel i avisen.
Så fortalte jeg min mor om mit svigt. Hun sagde, at jeg ikke havde svigtet, at jeg kunne være stolt af det, som jeg havde gjort. Men uanset, hvad andre sagde og siger, så véd jeg, at jeg har svigtet. For jeg vidste bedre. Jeg vidste, hvad drengen havde brug for, jeg vidste hvordan man gjorde, men jeg gav ikke drengen, hvad han havde brug for. Jeg har utallige gange hørt argumentet: "Du var kun et barn - nogen af de voksne burde have taget over. Det er alle de voksne tilskuere, som har svigtet". Til det har jeg kun én ting at sige:
"Fordi mange laver den samme fejl, så bliver din fejl ikke mindre..."
I nogen tid slog jeg mig selv temmelig meget, og jeg skammede mig. Det hjalp så at fortælle omgivelserne, at det var usandt, hvad avisen havde skrevet, og i stedet fortælle, hvordan det var i virkeligheden. Så behøvede jeg nemlig ikke gå at frygte for, at nogen skulle finde den hemmelighed om mig.(Lev hver dag på en sådan måde, at du aldrig behøver at frygte for i morgen)
I en periode spekulerede jeg over alle hvad-nu-hvis´erne. Hvad nu, hvis han var blevet hjerneskadet selvom jeg havde svigtet. Hvad nu hvis manden havde stået længe ude i vandet med drengen, så ingen ville kunne have pustet nyt liv i ham, men kun stød ville hjælpe. Hvad nu hvis, én af tilskuerne havde givet kunstigt åndedræt. Hvad nu hvis....altså alt det, som kunne fjerne skylden fra mig. jeg tænkte også en del over, hvad de andre, som jo også havde svigtet, følte.
Men jeg fandt hurtigt ud af, at uanset om det så var de andres skyld, så havde også jeg svigtet. De andres fejl gjorde ikke min fejl mindre.
I mange år reagerede jeg så med aldrig mere at svigte nogen. Jeg lagde rigtig meget energi ned i, at hjælpe mennesker omkring mig. Ja faktisk tilstræbte jeg i udpræget grad at være et idealmenneske. Jeg betalte så at sige af på bøden. Men ikke kun det. Jeg lærte også, at det vigtigste er, hvordan man ser på sig selv.
Prisen for at svigte er høj, men man kan også lære en hel masse gode ting af det. Både om sig selv og om andre.
Jeg lærte også at formulerede og bevidste holdninger, som man handler efter, øger ens livskvalitet ganske meget. Jeg er stadig fan af citater og den slags.
Ja, jeg lærte endnu mere af dette svigt i barndommen i årene frem over og helt op til i dag.
Ting som jeg måske ikke havde lært, hvis dette ikke var sket. Ting som ikke har gjort mig til et dårligere menneske, men også ting, som er mindre sympatiske, men som jeg selv lever godt med.
Jeg mistede f.eks. en god portion tillid til andre mennesker den gang. Men samtidig lærte jeg jo også - både i qua af mit eget svigt, og også de andres svigt - at idealmennesket måske slet ikke findes, og skulle man møde et idealmenneske i løbet af hele ens liv, så er man heldig, for der er ikke mange af dem.
Den matematiske-fysiske studentereksamne blev taget i Middelfart, hvor jeg boede i et kælderværelse, hos en venlig familie. Det jeg husker bedst derfra, er, at jeg hver aften gik rundt med en firkantet plastiksboks og skrabede bænkebidere af væggen! Jeg husker også, at jeg var meget stolt af at have mit eget "hjem".
I Middelfart blev jeg til en korkprop! I starten af 3.g fik jeg en livstruende sygdom - lymfeknudekræft, som jeg kom alt for sent til lægen med. Ja, ifølge lægerne burde jeg have været død den gang. Og da jeg ikke døde, så begyndte spekulationerne at gå på, at det måske var noget helt andet, som jeg havde fejlet. Jeg var ligeglad, for nu var jeg jo rask. Og jeg blev rask uden et eneste mén. Lægerne kaldte det et mirakel, men selv kalder jeg det noget helt andet. For jeg arbejdede ekstremt hårdt på at blive rask. Så jeg siger: "godt gået, Anni". Jeg bestod studentereksamen, men kun p.g.a. gymnasiets fleksibilitet, lærernes ditto, og mit indædte ønske om at gennemføre. Da jeg gik op til studentereksamen vejede jeg 38 kg og købte tøj i størrelse 8 år. Jeg var ulidelig træt og så frygtelig ud p.g.a. alle de hævede kirtler. Faktisk tror jeg, at nogen af mine eksamenskaraktere mere er et udtryk for lærerenes medlidenhed end for mine evner. Midt i denne proces, hvor jeg også var så uheldig at brække halebenet - blev jeg forelsket. Det var gensidigt. Og det hjalp rigtig meget - gav megen positiv energi. Vi blev senere gift, og ægteskabet holdt i 12 år. I dag er vi stadig venner - livsvenner.
Efter gymnasiet og lidt "komme-oven-på-igen-tid" flyttede jeg, og min senere mand til Århus, hvor jeg gik en tid på HandelsHøjskolen, men min tålmodighed rakte ikke til at gennemføre uddannelsen. Jeg følte i den grad, at jeg spildte min tid (se mit C.V.) Jeg stoppede da min morfar døde. På det tidspunkt havde jeg været væk fra studierne i en periode for at være hos ham ham på hans dødsleje. Min morfar og jeg havde noget helt specielt sammen. Han døde på en smuk måde mens jeg holdt ham i hånden. Han var parat - jeg nok ikke helt. Bagefter tog jeg med min mormor hjem, for at være hos hende. Hun havde det meget lidt godt.
I Århus boede jeg sammen med min mand in spe på et kælderværelse på ca. 13 kvm. Hos en neger i øvrigt, som havde en rigtig sjov humor. Maden lavede vi v.h.a. 2 campingblus. Men uhhh, hvor var vi lykkelige. Vi havde ikke ret mange penge. En dag havde vi fået sparet sammen til en flaske gin. Vi fik den rullet ind i papir. Jeg bar den. Jeg snublede, og der lå flasken helt smadret. Jeg ville prøve, at få den byttet. Det ville min kæreste ikke. Men jeg prøvede alligevel. Fortalte brugsuddeleren nøjagtigt som tingene var sket, og jeg fik en ny flaske. Begejstringen ville ingen ende tage. Måske der jeg lærte: "Hvis man ikke prøver, så får man ingen ting". Den gin, var den bedste gin jeg nogensinde har smagt.
Så gik turen til Sønderborg - på Als-siden, og det er vigtigt. Mojn til Sønderjyderne ;-) Altså det med Als-siden. Her boede vi i en kælderlejlighed - ren luksus, synes vi: 2 værelser og noget der kunne minde om et køkken - wauu. Her gennemførte jeg en højere handelseksamen. Det tog ikke så lang tid, og jeg følte, at jeg fik mere brugbar viden. Min mand in spe, som ikke lige kunne finde et arbejde efter endt uddannelse som udvidet maskinmester, var ved at blive vanvittig. Han hadede at gå arbejdsløs. Så han tog ud og sejle for et stort rederi. 6 måneder ude og 3 måneder hjemme. Sådan mener jeg, at det var. Men ikke så snart han var rejst væltede jobtilbudene ind, og jeg kunne ikke få fat i ham. Men så kom et yderst spændende tilbud, og med hjælp fra både den ene og anden fik jeg fat i ham, og bad ham komme hjem. Der blev trukket i nogle tråde. Han kom hjem, og fik jobbet.
Så gik turen til Sjælland, og vi flyttede ud i en speciel, men dejlig lille landsby tæt ved skov og strand, men lidt langt til nærmeste by. Huset, som vi havde lejet - en tjenestemandsbolig til ingen penge i husleje - , var vild luksus. 120 m2 og med have, som jeg straks omdannede til en kæmpe køkkenhave, rigtig køkken m.v. Vi kunne møbelere det ene værelse - resten havde vi ingen møbler til. Men vi fik det meget hurtigt, for pengene væltede ind, synes vi. Ja, vi følte os nærmest rige. Der ér stor forskel på 2 SU´er og så to arbejdsindkomster. Især fordi vi begge arbejdede meget over. Jeg elskede det - ja det hele -, men jeg arbejdede også uden for byen, som lederaspirant i foderstofbranchen. Det gjorde min daværende mand ikke, og han fik præriekuller, som han sagde. Iøvrigt havde jeg fået jobbet inden jeg var færdig med min HH´er. Vil du have et godt råd? Lav aldrig en kæmpe køkkenhave, hvis du går ind for økologi. Vi brugte hver en fritime på at pirke ukrudt. Jeg gør det aldrig mere - højst en urtehave! Istedet for børn fik vi en hund. Jeg havde hunden med på arbejde. Det var en dejlig hund. En brun labrador, og han blev 16 år. Det skyldes nok den omsorg, han fik. Han blev behandlet som et rigtig forkælet ønskebarn;-). Min mand er meget dygtig, og han lavede en kometkarriere. Man havde planer om at bygge et halmfyret kraft-varmeværk i Slagelse, og min mand blev udvalgt til opgaven.
Så vi flyttede til Slagelse, hvor min mand fik opgaven: Byg halmværket og få det til at give overskud! Vi flyttede ind i et helt nyt hus med den bedste beliggenhed i byen. Uha, prisen var høj. Men pyt, vi havde jo råd. Og intet tydede på, at vi ville få mindre råd. Det fik vi heller ikke - vi havde begge en lynkarriere. Inden vi var 30 havde vi alt, hvad et materielt hjerte kan begære og lidt til - nej, meget mere til.
Jeg var blevet headhuntet til konkurrenten og var nu produktchef i den største af alle forretningerne, den eneste kvindelige i hele branchen, den eneste uden en landbrugsuddannelse, og jeg var vist nok også den yngste, og jeg kunne ikke komme højere medmindre jeg også ville det administrative arbejde. Det ville jeg ikke. Jeg kunne heller ikke finde nogen at konkurrere mod - for vi lå bedst på alle områder. Jeg blev rastløs. Tænkte noget i retning af: " Jeg er under 30 år. Jeg har alt. Jeg er nået så langt, som jeg kan komme med min karriere. Hvad nu? Hvad med de næste 30 år? "
Ja, jeg har stadig ikke svaret på alle næste 30 år, men knap halvdelen er gået. Hvordan jeg så har brugt dem, vil jeg fortælle mere om på et senere tidspunkt.
medlemmer: 7645
gæst online: 1
medlemmer online: 0
Du er ikke registreret som bruger. Du kan gøre det ved at klikke 
Guest
Journal directory 
Last 25 active journals 
All journals 
Search 
